Mokka - Hæklet hue
Mokka er en elegant og feminin hue, inspireret af en dejlig kop kaffe – varm, klassisk og med plads til variation. Den er hæklet i tyndt uldgarn i en smuk lysebrun farve, og det dekorative muslingemønster giver et tidløst udtryk med et strejf af legende detaljer.
Opskriften er egnet til let øvede eller øvede hæklere, men med grundige trin-for-trin beskrivelser og støttende billeder undervejs, kan også ambitiøse begyndere være med. Jeg har brugt tyndt uldgarn (170 m/50 g) og en hæklenål 3 mm til denne hue. Jeg har brugt lige en anelse over 50 g.
Størrelsen passer en gennemsnitlig voksen kvinde, men opskriften indeholder vejledning til, hvordan du nemt kan tilpasse den til større eller mindre hoveder.
Designet lægger op til personlig variation – prøv fx at lege med farver, tone-i-tone nuancer eller kontrastkanter for at gøre huen helt din egen. Et perfekt projekt til efterår, forår – eller som en håndlavet gave med sjæl.