Tips til at lave en god opskrift
Vi har samlet 9 tips til hvordan du laver en god hækle- eller strikkeopskrift, som kunderne er glade for - og hvordan du præsenterer den flot i dit salgsopslag!
En god hækle- eller strikkeopskrift handler ikke kun om at lave en flot figur, en flot trøje osv - det handler også om at den person, som følger opskriften, føler sig hjulpet godt igennem hele processen, og ikke sidder tilbage med frustrationer, ubesvarede spørgsmål og tvivl.
Når man har lavet en opskrift, hvor læseren er hjulpet godt igennem hele opskriften - uanset om opskriften henvender sig til begyndere eller øvede - så undgår man samtidig at bruge en masse tid på besvare spørgsmål, og der er bedre chancer for at undgå dårlig omtale, fordi man giver læseren en bedre oplevelse med opskriften.
Derfor har vi hos Garnlig samlet 9 tips til at lave en god opskrift, som er gode at have med i dine overvejelser, næste gang du laver en opskrift - uanset om det er strik eller hækling.
1: Forside-/produktbillede
Brug et skarpt, roligt billede, der tydeligt viser det færdige projekt uden forstyrrende baggrund.
2: Beskrivelse
Fortæl kunden det vigtigste allerede i beskrivelsen på vare-siden, så de kan se det inden de køber opskriften: garn, hæklenål, teknik, masker, hæklefasthed, tilbehør, samt hvilke størrelser der indgår (hvis relevant).
3: Hækle-/strikkefasthed
Angiv din hækle-/strikkefasthed, så kunden kan tilpasse deres egen fasthed.
Hæklefastheden kan have stor betydning for resultatet:
- Figur/bamse: Fasthed er mindre kritisk, men kan stadig påvirke størrelsen af resultatet meget, og mængden af garn der er anvendt.
- Tøj o.lign.: Fasthed er meget vigtigt, ellers passer modellen ikke.
4: Forkortelser
Lav en lille liste over de forkortelser du bruger, også selvom de er almindelige. Det fjerner tvivl og gør opskriften mere brugervenlig.
5: Garn
Oplys det præcise garn: mærke, type og farvekode (fx “Extrafine Merino 150 fra Hjertegarn, farve 282”).
Angiv også mængde pr. farve og, hvis du vil gøre opskriften ekstra brugervenlig kan du oplyse eventuelle garnalternativer.
6: Billeder i opskriften
Tilføj billeder af de svære trin. Det hjælper kunderne gennem processen og reducerer misforståelser.
7: Video
Ting der er svære at vise i tekst og billeder, kan forklares på video. Upload som “skjult” på YouTube og indsæt link i opskriften - så kan man kun se videoen, hvis man har linket.
8: Forklar tydeligt
Antag ikke at alle er erfarne hæklere. Forklar tydeligt trin der kan skabe tvivl, fx hvordan en arm sys på, placering, brug af nåle osv.
9: Testhækling/-strik
Vi anbefaler at du altid får testet din hækle-/strikkeopskrift af 2-3 testere, da det kan give et rigtig godt indblik i om opskriften er god at følge, og om andre kan opnå samme resultat ud fra opskriften. Testere hjælper også med at opdage regnefejl, tastefejl o.lign., som man selv kan have overset.
Opsummering
En god opskrift handler ikke kun om selve designet af figuren, trøjen osv - men om at gøre det nemt, tydeligt og trygt for kunden at følge den.
Når du:
- Viser et klart og inspirerende produktbillede
- Giver en fyldestgørende beskrivelse fra start til slut
- Angiver hækle-/strikkefasthed korrekt
- Forklarer forkortelser og materialer tydeligt
- Understøtter med billeder og evt. video
- Skriver trin-for-trin guide der fjerner tvivl
- Tester opskriften inden udgivelse
...så skaber du en opskrift, der er både professionel og brugervenlig.
Husk: Jo færre spørgsmål kunden sidder tilbage med - jo bedre oplevelse får de med din opskrift.
Tak fordi du læste med!
Held og lykke med dine opskrifter - og god fornøjelse med at skabe noget, andre kan få glæde af.
